Cirkus Cykel kommer til byen
Verdens største cykelkonference finder sted i København den 22.-25. juni, og der venter en sand cykelfest i byen.
Indrømmet. Cykelkonferencen Velo-city Global er mest for fagfolk og nørder, men den er heldigvis pakket ind i en kæmpe cykelfest for alle, der kan lide at cykle.
- Under Velo-city Global kommer folk fra hele verden for at opleve cykelbyen København, men de københavnske cyklister er ikke selv inviteret med til selve konferencen. Derfor har Københavns Kommune og Dansk Cyklist Forbund i fællesskab planlagt en tre dage lang cykelfest for både godtfolk og konferencedeltagere, så alle kan møde hinanden og få en fantastisk oplevelse, siger Gry Bauer, som er med til at koordinere de mange arrangementer.
Velo-city Global er en international konference for byplanlæggere, politikere, ngo'er og andre, der arbejder med cykling og bymiljø verden over. Programmet spænder vidt og rummer både oplæg om cykling i den tredje verden og om cykling i kolde byer med mange bakker. Den sideløbende cykelfest har fået den officielle titel "I Bike CPH - sommerdage i cykelbyen" og finder sted i dagene fra den 24.-26. juni i området omkring Øksnehallen og Halmtorvet på Vesterbro i København.
Det sker
Bike Parade
Torsdag d. 24. juni kl. 17.00-19.00
Farverigt cykeloptog, hvor flere hundrede meget forskellige cyklister snor sig gennem gaderne. Med i optoget er en række bands og orkestre, som spiller, mens de bliver kørt af sted på ladcykler. Start og slut ved Øksnehallen.
Bike Parade Lounge
Torsdag d. 24. juni kl. 19.00-22.00
Når cykeloptoget er tilbage ved Øksnehallen forvandles pladsen foran til en festplads, hvor der er øl, pølser og god, traditionel jazzmusik.
Cykelskue
Torsdag d. 24. juni kl. 19.00-22.00
Nye, gamle, særlige og seje cykler af enhver art vises frem ejerne selv, som også demonstrerer, hvad cyklerne kan. Alle er velkomne til at komme og kigge - og evt. prøve en cykel eller to.
Giv en cykel til Afrika
Torsdag d. 24. juni kl. 19.00-22.00 og fredag d. 25. juni kl. 16.00-20.00
Doner din gamle cykel til Afrika - det foregår hos Baisikeli Cykeludlejning, som har en stand på Halmtorvet under konferencen.
Bike Film Night
Torsdag d. 24. juni kl. 19.00-23.00 og fredag d. 25. juni kl. 16.00-21.00
Teamet bag Copenhagen Bike Film Festival giver smagsprøver på, hvad vi kan vente os af spændende cykelkortfilm på den rigtige festival, som finder sted i september.
Bike Polo
Torsdag d. 24. juni kl. 19.00-23.00 og fredag d. 25. juni kl. 16.00-21.00
Det er sjovt at se på - og sjovt at være med. Nu kan du prøve begge dele. På Halmtorvet er opstilles en bane, der kan lånes køller - og der er tid til både hyggespil og turneringskampe.
Goldsprint
Torsdag d. 24. juni kl. 19.00-23.00 og fredag d. 25. juni kl. 16.00-23.00. Finale fredag kl. 23.00.
Goldsprint er en superenkel og ekstremt festlig cykeldisciplin. Den foregår på stationære cykler, der kører uden modstand - og et løb tager under et minut. Der konkurreres i 400 m sprint - og det hele er garneret med overgearet kommentatorsnak, intens musik og jubel og tilråb fra publikum. Alle kan deltage - for sjov eller for at komme videre til finalerne.
Alle Kat
Fredag d. 25. juni kl. 19.00-20.30. Præmieoverrækkelse kl. 20.45.
En Alley Cat er oprindeligt et orienteringsløb for cykelbude. I denne "Alle Kat" inviterer cykelbudene alle cyklister til at prøve kræfter med disciplinen. En cykeloplevelse for hele familien, hvor I navigerer igennem byen ved hjælp af et turistkort og løser fantasifulde opgaver på vejen. Start og slut på Halmtorvet.
Afgang til Roskilde Festival
Lørdag d. 26. juni kl. 8.00-10.00
Cykelfesten fortsætter, når Velo-city-konferencen er slut: Igen i år står Dansk Cyklist Forbund bag masser af cykelaktiviteter på Roskilde Festival - og lørdag morgen er der morgenmad og fælles afgang for alle festivaldeltagere, der har lyst til at cykle til Roskilde. Mødested: Halmtorvet ud for Café Mandela.
Miljøpunkt Kbh
Løbende
Miljøpunkt København laver også diverse aktiviteter rundt omkring i byen under Velo-city.
Der er cykler og cykeludstyr som præmier i både Bike Polo, Goldsprint og Alle Kat.
/Bliv_medlem_-_st%C3%B8t_cyklistforbundets_arbejde_med_at_skabe_bedre_forhold_for_cyklisterne.png)