Danmark cykler uden om milliarder på turismeområdet
Debatindlæg bragt i Dagbladet Børsen den 5. juli 2010. Af direktør Jens Loft Rasmussen, Dansk Cyklist Forbund
"Dansk turisme er i krise" konstaterer Lars Liebst ganske rigtigt i sit debatindlæg i Børsen tirsdag den. 29. juni. Lars Liebst anbefaler "at udvikle de danske destinationer og oplevelser", fordi "der er gevinster at hente ved at målrette og effektivisere den danske markedsføringsindsats". Jeg er helt enig. Og overbevist om, at en fokuseret satsning på cykelturisme er ét af de midler, der kan bringe dansk turisme ud af krisen.
Milliarder at hente Flere internationale magasiner, bl.a. det grønne mediesite Treehugger.com har igen i år kåret København som verdens bedste cykelby, og den internationale guidebog Lonely Planet skriver, at Danmark "formentlig er verdens bedste cykelturistland". Det ER dejligt at cykle rundt i Danmark. Hvis man altså ved, hvor man kan finde en cykel, og hvor der er nogle cykelstier. Det ved de fleste danskere, når det gælder deres eget lokalområde, hvor mange bruge cyklen til pendling og daglige gøremål. Men hvad gør f.eks. en tysk turist, der sidder med sin familie i München og planlægger sommerferien? Det er meget svært for sådan en potentiel cykelturistfamilie at finde relevante oplysninger. Der mangler en internetportal med et samlet overblik om mulighederne for cykelturister i Danmark. I øjeblikket er oplysningerne spredt på mange forskellige sites, og det meste er på dansk. Når cykelturisterne ikke kan finde frem til de oplysninger, de har brug for, så vælger de en anden destination.
I Tyskland er cykelturismen steget kraftigt de seneste år, og den udgør nu mere end 10 procent af den samlede turismeomsætning. I Danmark er cykelturismen faldet til nu kun at udgøre 4 procent af den samlede omsætning. Vi går glip af milliarder, fordi vi ikke gør det nemt og bekvemt at være cykelturist i verdens bedste cykelland.
I Dansk Cyklist Forbund har vi igennem flere år undret os over, at turist-Danmark ikke har haft fokus på den indtjening, som kan hentes fra cykelturisme - ikke mindst inden for dagturscykling. Branchen har åbenbart ikke kunnet se skoven for bare træer. Men nu begynder der heldigvis at komme anderledes positive signaler. Samtidig er der en enestående tværpolitisk opbakning til udvikling af dansk cyklisme og cykelturisme. Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) siger i et svar til Folketinget, at Danmark "skal markedsføres som et grønt og bæredygtigt turistmål, og at dansk cykelturisme er et rigtigt godt eksempel på grøn turisme." Venstres turismeordfører Hans Christian Thoning har offentligt meldt ud, at der skal ske en udvikling på området, og i alle landets større kommuner vil man gerne satse mere på cykler.
Netop nu, her i sommeren 2010, er der brug for både langsigtede initiativer og konkrete tiltag, der kan iværksættes hurtigt. Et første skridt kan være, at de relevante parter på området går sammen om en ny internetportal, hvor danske og internationale turister kan finde alle relevante oplysninger. Det skal være slut med, at cykelturisterne cykler uden om verdens bedste cykelland.