Gode råd om børn på cykelferie
Cykelferien er en genial måde at holde ferie med børn. Her kan man helt selv bestemme ruten og tempoet, så alle kan være med. Nedenfor får du gode råd om både de selvkørende feriebørn og de små, som skal køre med mor eller far.
Børn på egen cykel
Børn, der er vant til at cykle selv, kan sagtens tage med på cykelferie, når bare de kan styre cyklen sikkert. Med mange pauser undervejs og den rigtige cykel er 30 km ikke uoverkommeligt for en 8-årig cyklist.
Barnets cykel må endelig ikke være for stor. Det er svært at håndtere en stor cykel, og det giver det en dårlig kørestilling med ømhed til følge.
Barnecyklen må heller ikke være lastet med tung eller omfangsrig bagage. Men et par små cykeltasker kan godt bruges af børn fra 8-årsalderen. Store børn (fra 12-14 år) kan som regel cykle på lige vilkår med de voksne - forudsat de har lyst til det og er i tilstrækkelig god form.
Se vores guide om børn og cykler, hvis du er i tvivl om, hvornår dit barn er klar til at cykle selv.
Halvcykel til de halvstore
Er barnet er for stort til passiv transport i barnestolen og for lille til at cykle selv i trafikken - så er halvcykel en god ide. Det er nærmest en halv barnecykel, som spændes efter en voksencykel.
På halvcyklen bliver barnet ikke bare transporteret; det kan selv træde med, så cykelturen bliver sjovere for begge parter.
Halvcyklen må bruges efter samme regler som en cykelanhænger og passer til børn fra ca. 5 til 10 år afhængig af fabrikat. Vælg en model med en god kobling, der giver stabil kørsel.
En halvcykel koster ca. 2.000-4.000 kr og kan købes i Cyklistforbundets butik
Familietandem
Tandemmen er en anden mulighed, når to cyklister, der ikke er lige stærke, vil følges ad. Her kan barnet cykle med, mens den voksne passer styr og bremser. Så hvis man vil langt omkring med halvstore børn, er tandemen en rigtig god løsning.
Der findes tandemcykler, hvor børn kan cykle med på bagsædet fra 8-årsalderen. En sådan cykel vil ofte også kunne bruges af to voksne.
En familietandem er en investering på ca. 10.000 kr for en god tur-model. Men så får man også et fleksibelt køretøj, der kan bruges af hele familien.
Børn i anhænger
Til de mindste børn er en cykelanhænger en god løsning. Især hvis du vil køre med to børn og bagage. Modsat en tungtlastet cykel med barnestol vælter anhængeren vælter ikke nær så let, og i en overdækket anhænger sidder børnene i ly for regn og vind.
Der findes særlige cykelanhængere med sæder til 1-2 børn. Nogle anhængere passer også til en babylift.
I anhængeren kan børnene hygge sig med legetøj eller tage en lur, så de er friske, når man når frem.
Kør ikke for lange dagsetaper med små børn og hold pause ofte, så de kan komme ud og røre sig. Supplér gerne med et barnesæde på voksencyklen, så der kommer lidt variation i barnets tur.
Udvalget af børneanhængere er stort
- Vælg en let anhænger, der kører godt og stabilt uden at rokke fra side til side.
- Tjek at der er god bagageplads i vognen, og at koblingen er nem at bruge.
- Anhængeren skal kunne klappes sammen, hvis den skal med i bil, bus eller tog.
- Med ekstraudstyr kan visse anhængere også bruges som klapvogn.
En god cykelanhænger koster ca. 3-5.000 kr. Se Cyklistforbundets udvalg i cykelanhængere
Hvad siger loven om transport af børn?
Se reglerne for transport af børn i Udstyrsbekendtgørelsen.
Alt om cykelferie
Du har nu læst om cykelferie med børn. Læs også om cykelferie generelt.
/Graa_streg_-_545_px_bred.gif)