100 år i jernhestens tjeneste

Dansk Cyklist Forbund fylder rundt. Det står højt på ønskelisten at få flere pendlere til at cykle, og vejen til pendlerens pedaler går gennem bedre cykelveje og små motiverende skub.

jubilogomini100 år i jernhestens tjeneste

Dansk Cyklist Forbund fylder rundt. Det står højt på ønskelisten at få flere pendlere til at cykle, og vejen til pendlerens pedaler går gennem bedre cykelveje og små motiverende skub.

Det er morgen, og arbejdet kalder – hvordan kommer du derhen? I rigtig mange danske garager står der både en bil og en cykel, og så har man dilemmaet: Skal man vælge den stillesidende komfort, eller skal man overtale den morgensløve krop til at hoppe i sadlen og få dagens første motion? Statistikken taler for, at du sætter dig bag rattet. Hensynet til dit helbred og velvære taler for at vælge cyklen.

Cykler for alle

Dansk Cyklist Forbund blev født i 1905. Dengang var cyklen en dyr fornøjelse forbeholdt velhavere og entusiaster. I dag er den det mest udbredte køretøj i Danmark. For selv om antallet af biler vokser, har danskerne stadig dobbelt så mange cykler som biler. Og vi har masser af cykelstier at trille af sted på. Danmark er gået fra 0 til 10.000 km cykelsti langs vejene, siden vi tog hul på det forrige århundrede. Så hvad mere kan Cyklistforbundet ønske sig, nu hvor forbundet får 100 lys i kagen?

Pedalkraft ja tak

- Vi synes, det er skønt, at der er så mange cykler i landet. Men vi har også en fornemmelse af, at en del af dem står bagerst i garagerne og samler støv. For danskerne vælger altså stadig bilen på to ud af tre ture. Derfor arbejder vi på at få flere til træde i pedalerne og gøre køreturene til en naturlig del af dagens motion, siger direktør i Dansk Cyklist Forbund, Jens E. Pedersen.

Når Cyklistforbundet sammen med Dansk Firmaidrætsforbund arrangerer motionskampagnen "Vi cykler til arbejde" kører årligt op mod 100.000 danskere med. Rigtig mange af dem cykler videre efter kampagnen, og 11 procent cykler mere, end de gjorde før. Det tyder på, at en hel del potentielle cykelmotionister automatisk vælger bilen, indtil de får et motiverende skub hen imod cyklen. Derfor vil Cyklistforbundet også i fremtiden arrangere tohjulede aktiviteter som Vi cykler til arbejde, Alle Børn Cykler og Store Cykeldag.

Hurtighed + sikkerhed = flere cyklister

Bedre cykelveje er også et must, hvis der skal flere pendlere i sadlen. Vejen til arbejdspladsen skal være hurtig og sikker, ellers er der mange, der springer fra. Cyklistforbundet ser det som en vigtig opgave at være cyklisternes talerør i trafikpolitiske sammenhænge, hvad enten det gælder færre huller i cykelstierne, bedre skiltning og afstribning ved farlige kryds eller indsatsen for flere bilfri bykerner.

- Man kan sige, at vi med vores kampagner yder starthjælp til cykelglæden, mens vores politiske indsats sigter på at skabe nogle forhold, der får glæden til at vare hele livet, siger Jens E. Pedersen.

 

Mod flommemaver og lommesmerter

"Cyklen er et fortræffeligt transportmiddel, både sundt, billigt og lidet valutaforbrugende, mens biler og knallerter skaber flommemaver, lommesmerter, dårlig fordøjelse og humør"
Dansk Cyklist Forbunds medlemsblad 1955


Cyklisten er en kvik fyr

"Cyclisten faar stærke Ben; det giver Herredømme over Legemet under Gang og anden Bevægelse. Han trænes, mens han cycler, til at give Agt paa alt mødende, undgaa Farer og hurtig tage en Beslutning".
Cyclen som Opdrager, 1910.



Artiklen har været bragt i kampagnemagasinet for "Arbejdspladsen motionerer - 30 minutter om dagen", som Dansk Firmaidrætsforbund arrangerer. 

Cyklistforbundet arbejder for bedre forhold for cyklister og for at fremme cykelkulturen. Vi har ca. 17.000 medlemmer og står bl.a. bag kampagner som "Vi cykler til arbejde" og "Alle Børn Cykler", der årligt aktiverer mere end 250.000 voksne og børn. Og så er vi Danmarks fremmeste videnscentral vedrørende cyklisme.

Kontakt Cyklistforbundet
Mød vores sponsorer

Baggrund