Vær et godt eksempel
Børnene smider hjelmen, hvis de voksne kører uden.
Børn skal bruge cykelhjelm. Det er de fleste voksne enige om, selv om de ofte ikke gør det selv. Det er en vigtig grund til, at mange børn dropper hjelmen i 10-årsalderen. Nogle af dem kommer bagefter alvorligt til skade. Cykelhjelmen er nørdet. Det er et af de argumenter, som forældre tit hører, når børnene ikke længere frivilligt tager cykelhjelmen på. Ungerne mener også gerne, at de nu er store nok til at klare sig uden hjelm. At de nemt kan hoppe af cyklen eller bremse op, hvis der er fare på færde.
Hjelmen ryger ofte om bagerst i skabet, når børnene er 10-11 år - og det er uheldigvis nøjagtig den samme alder, hvor flest børn kommer galt af sted i trafikken. Hvert år ender ca. 9.000 børn på skadestuen efter cykelulykker, og det er desværre ofte hovedet, det går ud over. Ærgerligt, set i lyset af at seks ud af ti hovedskader kan forebygges med en hjelm.
Men når børn i netop den alder lægger hjelmen fra sig, så er det jo ikke uden grund. De kopier bare deres omgivelser. Og der er billedet klart. De voksne, som de ser op til, kører ikke med hjelm, så hvorfor skal de så selv?
Det gode eksempel er dig Uanset om det gælder cykelhjelme, madvaner, rygning eller motion, så er forældrene de vigtigste forbilleder. Hvad enten de vil det eller ej, smitter deres egen adfærd af på ungerne - til gengæld bliver de voksnes forhandlingsposition også bedre på sekundet, hvis de selv lader ord følge handling.
Derfor er opgaven for de fleste voksne først og fremmest at overbevise sig selv om, at det er nødvendigt, at også voksne cyklister kører med hjelm. Og dt burde ikke være så svært, for de voksnes argumenter for at undgå hjelmen er lige så dårlige som børnenes. Det er nemlig de samme. De voksne tror fejlagtigt, at de kører så sikkert, at hjelmen er unødvendig - og så vil de nødigt have ødelagt frisuren.
Måske kan det også hjælpe forældre og andre voksne at tænke på, at hjerneskallen på en fyrreårig ikke er spor tykkere end en syvårigs - og at 50 cyklister hvert år bliver dræbt i trafikken, mens 1.600 andre får alvorlige hovedskader.
Nogle af de tilskadekomne mister hukommelsen, andre mister førligheden eller sproget. Hjerneskaderne kunne i vidt omfang undgås, hvis alle bare kørte med hjelm. Børn såvel som voksne.
/Graa_streg_-_545_px_bred.gif)
/Er_du_glad_for_din_cykel%3F_Bliv_medlem_af_Cyklistforbundet.gif)