3-hjulede ladcykler til gods og guldklumper

Sammenligning af Christianiacyklen og Nihola transportcykel - fra Cyklister nr. 4 1999

Fra "Cyklister" nr. 4 1999

3-hjulede ladcykler til gods og guldklumper

I de sidste par år er ladcykler blevet et mere og mere almindeligt syn i storbyerne. Det er især småbørnsfamilierne, der har taget ladcyklerne til sig. Fordelene er da også indlysende: God plads til børn og indkøb, ingen risiko for, at cyklen vælter f.eks under læsning. Og ikke mindst en god kontakt til børnene, når de er placeret på ladet. Ulemperne er til gengæld en høj pris og en høj vægt.

Cyklister har haft mulighed for at teste 2 forskellige modeller. En ny variant af den klassiske og gennemprøvede Christiania ladcykel og den nye Nihola.

Meget forskellige

Christiania ladcykler laves i et utal af varianter, sammensat af forskellige kasse-størrelser, forskellige geartyper, stort udstyrsprogram og som noget relativt nyt også i en “light” udgave. Christiania smedien kan på bestilling også opfylde individuelle behov.

Den prøvekørte model er en H/box light model med 7 gear, aluminiums fælge, hydrauliske bremser, børnebænk, kaleche, godkendt lås og dynamolys med backup funktion. Den samlede pris er 12.838 kr. Basis udgaven koster 1.182 kr. mindre.

Udstyrslisten og alternativerne til Nihola er ikke så omfattende som Christianias. Den her beskrevne model er en 5 gears med barnestol foran, aluminiums fælge, samt godkendt lås. Den samlede pris er 10.125 kr.

De to cykler er i grundidé meget forskellige, selv om de i nogen grad tilfredsstiller de samme behov. Christiania cyklen er opbygget af et bagstel og et lad med et hjul på hver side. Cyklen styres ved at dreje hele ladet. Niholaen består af et helt stel med et hjul på hver side af det tøndeformede lad. Hjulene drejes af et almindeligt styr og arbejder uafhængigt af ladet.

Tendens til at lette

Både Niholaen og Christiania ladcyklen kan laste 100 kg. Det er dog svært at få plads til 100 kg i Niholaen, uanset hvad der transporteres. Det siger sig selv, at cyklerne er tunge, når de er fuldt lastede, og fuld udnyttelse af den mulige nyttelast må næsten betragtes som teoretisk. Man føler sig dog tryg ved den brede sikkerhedsmargen. Niholaen er klart den letteste af de to testcykler. Som på en almindelig cykel er vægten på ladcykler afgørende for, hvor hurtigt og hvor langt man kan køre. Den største aktionsradius får man altså med Niholaen.

Christiania ladcyklen har den mindste venderadius og er derfor den mest manøvredygtige. For at kunne udføre det helt skarpe sving kræves dog nogen træning, idet styringen tager lidt tid at vænne sig til.

Her er Niholaen lettere at gå til; med sit almindelige cykelstyr er det umiddelbart ligesom at køre på en almindelig cykel.Ved det første sving i høj hastighed bliver man dog brat revet ud af illusionen. Her viser Niholaen, ligesom alle andre trehjulede cykler, tendens til at lette det inderste hjul.

For begge cykler gælder det, at hvis man læner sig godt ind i svinget kan hjul-letningen modvirkes. Og med tiden kan det blive en hel sport at se, hvor hurtigt man kan svinge uden at lette. Ved høj hastighed kan Christiania ladcyklen begynde at virke lidt for livlig; det er som om ladet går i selvsving ved høje hastigheder. Gearingen er fornuftigt afstemt, således at de usikre hastigheder kræver en høj kadence. Begge cykler er forsynet med styredæmper, der mindsker svingningerne. På Niholaen er styredæmperen endda justerbar; dæmpningen kan på den måde indstilles efter temperament.

Standsning af en cykel med 100 kg last stiller særlige krav til bremserne. Begge cykler er som standard udstyrede med en fodbremse på baghjulet og bremser på begge forhjul. Selvom bagbremserne er glimrende, er de ikke tilstrækkelige til en effektiv opbremsning. Det er derfor nødvendigt med effektive forhjulsbremser. På Niholaen er forbremserne kabeltrukne tromlebremser, der aktiveres af et enkelt håndtag. En særlig anordning gør, at bremserne belastes lige meget. Derfor trækker cyklen ikke skævt selv under kraftig opbremsning.

Christiania er nu også udstyret med gode forbremser. Hvor de før bar præg af at være parkeringsbremser, er de nu med indførelsen af hydraulik meget overbevisende kørebremser. De aktiveres med et enkelt håndtag og er godt afstemt.

Placeringen af børn

Den største forskel på de to cykler ligger i ladets størrelse og især monteringen af børnesæder og placeringen af børn. Ladet på Christianiacyklen er klart det største. Her er der god plads til et par unger samt masser af indkøb, og en tur med haveaffald er heller ikke noget problem. Det er således ikke pladsen, men snarere vægten, der er den begrænsende faktor. Den installerede bænk med hoftesele er til større børn. Den fungerer glimrende og kan også bruges som aflåst rum i kassen. Bænken kan nemt afmonteres, så ladet kan udnyttes fuldt ud. Til de mindre kan der i kassen monteres en sele, som anvendes til at fastspænde en bilbarnestol. Afhængig af stolen fungerer dette mere eller mindre godt. Samme sele kan bruges til at fastspænde en lift, når de helt små skal transporteres. Christiania cyklens lad kan overdækkes af en kaleche. Børn og varer kan altså transporteres fuldstændig tørt, uanset vejret. Kalechen monteres nemt uden brug af værktøj.

Niholaen er gået en helt anden vej. Her er cyklen lavet til en bestemt barnestol (Bobike), som leveres af producenten. Barnestolen sidder virkelig godt fast og kan justeres i højden. Barn nummer to placeres også i en Bobike barnestol, monteret bagpå ligesom på almindelige cykler. Der er ingen overdækning til at beskytte børnene, dog findes der en læskærm til barnet placeret på ladet. Børn i lift kan ikke transporteres i Niholaens tøndeformede lad. Under barnet i ladet er der stadig god plads til indkøb, et par plastposer eller en ølkasse.

Personlig afvejning

Christiania ladcyklen forhandles hos mange cykelhandlere. Niholaen forhandles primært af producenten, der dog er ved at etablere et forhandlernet Det er en fordel at kunne købe sin cykel lokalt og dermed have lettere adgang til service og kyndig reparation.

At vælge mellem de to cykler er svært og bør være en personlig afvejning. Niholaen vejer mindst og har mindst vindmodstand, og den er derfor lettest at køre langt med. Samtidig er den lettest at vænne sig til. Til Christiania ladcyklens fordel taler især det store lad med plads til 2 børn, samt muligheden for at dække ladet helt til. De to cykler supplerer på denne måde hinanden godt.

Christiania ladcyklen
produceres af:
Christiania Bikes
Dammegårdsvej 22
3782 Klemensker
tlf: 56 96 67 00
fax: 56 96 67 08
www.christianiabikes.com
Pris: 12.838 kr
Gear: 7
Nyttelast (på lad): 100 kg
Børnesæder på lad: 2

Nihola ladcyklen
produceres af:
Nihola transport cykler
Ingerslevsgade 100
1620 København V
Tlf: 33 22 79 05
Fax: 33 22 79 07
mail: nihola@nihola.dk
www.nihola.dk

Pris: 10.125 kr
Gear: 5
Nyttelast (på lad): 100 kg
Børnesæder på lad: 1

Klip fra nettet

Flere presseklip

Abonnér på Cyklistforbundets presseklip-feed (i RSS).


Dansk Cyklist Forbund er en interesseorganisation, som arbejder for bedre forhold for cyklister og for at fremme cykelkulturen. Vi har ca. 17.000 medlemmer og står bl.a. bag kampagner som "Vi cykler til arbejde" og "Alle Børn Cykler", der årligt aktiverer mere end 250.000 voksne og børn. Og så er vi Danmarks fremmeste videnscentral vedrørende cyklisme.

Kontakt Cyklistforbundet

Baggrundsbillede